Rejse til Pakistan på egen hånd

Fra folkets utrolige gæstfrihed til verdens næsthøjeste bjergkæde, Karakoram, er Pakistan et fantastisk land, som desværre ikke har et særlig godt ry, men jeg kan love dig, at du helt sikkert ændrer mening, når du har besøgt det selv.

Jeg brugte omkring en måned på at rejse med rygsæk (her finder du videoen fra min rejse – på italiensk, men du kan slå undertekster til) og udforske hovedsageligt den nordlige del af landet, og i denne guide finder du en hel masse oplysninger og råd til at planlægge din rejse på egen hånd, langt fra de store turistruter og som altid med et vågent øje på budgettet.

Hurtigmenu

↑ Menu

Hopper-gletsjeren.

Bedste rejsetid til Pakistan

Eftersom de fleste rejsende tager til landet for at se de berømte bjerge, er den bedste tid at rejse til Pakistan cirka fra april til oktober, for resten af året er rigtig mange områder helt umulige at komme til på grund af sneen, og generelt er temperaturerne ekstremt lave, så det bliver virkelig besværligt at bevæge sig rundt i landet.

Hvis du derimod ikke har tænkt dig at besøge Karakoram, men bare vil se de historiske og kulturelle byer i Pakistans enorme slette, er den bedste tid fra november til marts, altså om vinteren, hvor temperaturerne er virkelig meget behageligere. Om sommeren kan det sagtens komme op over 40 grader, og jeg kan love dig af egen erfaring, at det på ingen måde er rart.

Dokumenter og vacciner til indrejse i Pakistan

Det har aldrig været så nemt at få et visum. Siden januar 2019 kan du nemlig ansøge online via den officielle hjemmeside, og for os italienere kan man også ansøge om det såkaldte »visa on arrival«, som normalt udstedes inden for 48–72 timer (reglerne afhænger af dit statsborgerskab, så tjek, hvad der gælder for dig). Turistvisummet til én indrejse med en varighed på tre måneder koster 35 $, men hvis du vil, kan du ansøge om længere visummer og visummer til flere indrejser – prisen er selvfølgelig højere. Via den samme portal kan du også forlænge visummet, hvis det skulle blive nødvendigt. På denne side finder du prisberegneren.

NB: Selvom hjemmesiden giver det indtryk, at visa on arrival kun accepteres i lufthavnen, fik jeg, efter at have kontaktet immigrationsmyndighederne via den dertil beregnede formular, bekræftet, at mit visa on arrival ville blive accepteret uden problemer også ved landgrænsen til Indien, og det var da også tilfældet. Til andre landgrænser anbefaler jeg, at du kontakter immigrationsmyndighederne.

Opdatering oktober 2024:

Fra og med den 14. august 2024 udstedes e-visummet gratis inden for 24 timer og giver mulighed for et ophold på 90 dage.

Pakistan kræver ingen obligatoriske vaccinationer, men hepatitis A og hepatitis B anbefales altid.

For opdaterede oplysninger om visum og andet anbefaler jeg, at du tjekker rejsevejledningen fra udenrigsministeriet i dit eget land (for eksempel Udenrigsministeriets rejsevejledninger i Danmark).

Altit Fort.

Seværdigheder og oplevelser i Pakistan

I denne guide er priserne ofte angivet i lokal valuta. Pakistans officielle valuta hedder »pakistansk rupee« og forkortes »PKR«.

Valutakursen er cirka 1€ = 310 PKR. For den aktuelle kurs anbefaler jeg, at du kigger på denne side.

Pakistan er et ret stort land, men som nævnt tidligere koncentrerer de fleste besøgende sig – af gode grunde – næsten udelukkende om regionerne i nord og mere præcist om delstaten Gilgit-Baltistan, hvor de i store træk følger Karakoram Highway, vejen der krydser bjergkæden Karakoram helt til grænsen til Kina.

Det er netop i Gilgit-Baltistan, jeg tilbragte langt størstedelen af tiden under min rejse i Pakistan, og derfor vil du opleve, at oplysningerne om denne region er de mest udførlige. Hvis du er interesseret i andre dele af landet, skal du ikke fortvivle, for jeg har samlet en hel del oplysninger, som jeg tror, du kan få brug for.

NB: Flere gange i løbet af guiden finder du links til https://www.alltrails.com/. Hvis du vil bruge offline navigation direkte i Alltrails-appen, skal du skifte til pro-versionen. Du kan dog komme uden om problemet ved at downloade koordinaterne fra hjemmesidens desktopversion i formatet »Google Earth KML« og derefter uploade dem til Organic Maps, som helt klart er en af mine yndlingsapps til rejser.

Islamabad

Islamabad blev stort set bygget fra bunden i 1960 med det ene formål at blive landets hovedstad, og byen er virkelig atypisk i forhold til resten af Pakistan: Gaderne er brede og med god gennemstrømning, der er en hel masse grønt, og det er slet ikke sjældent at se luksushuse og luksusbiler, for her bor hele landets politiske klasse og elite.

Seværdigheder og oplevelser i Islamabad

Fordi byen er grundlagt for nylig, har den ikke ret meget at byde på historisk set, og mit råd er at bruge din tid på andre destinationer, men hvis du bare har en enkelt dag til rådighed, er der et par ting, der er værd at se.

Jeg anbefaler at besøge Faisal-moskeen (Google Maps), som er den største i landet og en af de største i verden; du kommer nemt derhen med taxa, eller endnu bedre med Uber, og uanset hvor du bor, burde det ikke koste mere end et par euro.

En anden spændende ting at lave i byen er at besøge Margalla Hills: Dette bakkeområde, som ligger lige i udkanten af Islamabad (mange af stierne starter i selve byen!), byder på en hel masse muligheder for dagsture. Da jeg var der i august, var det virkelig alt for varmt, men hvis du er interesseret, ser Trail 3 (All Trails) og Trail 5 (All Trails) ud til at være de mest populære.

Hvis du i stedet bare vil nyde udsigten over byen uden at anstrenge dig, kan du tage en taxa eller leje en motorcykel og køre til Monal (Google Maps). Det er et udsigtspunkt for enden af sti nummer tre, som man også kan nå ad vejen, og her er der et par restauranter og caféer, hvor du kan nyde solnedgangen over byen. Et andet udsigtspunkt, som ligger endnu tættere på byen, er Daman-e-Koh (Google Maps), og her kan du også komme op både til fods og i bil.

Faisal-moskeen.

Rejsen til Islamabad

Islamabad har direkte forbindelser til mange af Pakistans vigtigste byer. Der går busser fra Lahore cirka hver halve time, og turen tager mere eller mindre fire timer. Busserne fra Gilgit kører derimod sent på formiddagen eller tidligt på eftermiddagen og ankommer til Islamabad tidligt om morgenen, cirka 15 timer senere.

Overnatning i Islamabad

Backpackers Hostel & Guest House er virkelig et fremragende sted at bo. Det er mere en lejlighed indrettet som hostel end et egentligt hostel, med en rigtig rummelig fællesstue, fælleskøkken, super wifi og venligt og hjælpsomt personale. Jeg anbefaler, at du booker i god tid, for de har ikke ret mange sengepladser, og der er ofte udsolgt. En anden fremragende mulighed er Coyote Den Travelers Hostel Islamabad.

Hvis du leder efter noget mere luksuriøst, har Shelton’s Rezidor gode anmeldelser og ligger et stenkast fra Faisal-moskeen.

Lahore

Lahore er Pakistans næststørste by og betragtes i alle henseender som landets kulturelle hovedstad. Hvis du kommer over land fra Indien, er det et obligatorisk stop, men jeg anbefaler på det kraftigste, at alle besøger byen.

Seværdigheder og oplevelser i Lahore

Den ommurede by (Google Maps) er stedet, hvor man finder alle de største turistattraktioner og de historiske bygninger. Jeg anbefaler på det kraftigste at bruge mindst et par timer på at gå rundt i de små gader, der vrimler med liv; basarer og street food er bogstavelig talt overalt, og det bedste er, at der næsten ikke er trafik inde i den ommurede by. Fra Mall Road, hvor de fleste overnatningssteder ligger, til den ommurede by er taxaturen 100–200 rupier om dagen og 200–300 rupier om aftenen.

Badshahi-moskeen

Også her er der tale om en af verdens største moskeer; den indre gård kan rumme op til 100.000 troende, og i modsætning til moskeen i Islamabad har den en mere klassisk stil (Google Maps).

Enhver taxachauffør ved, hvad den rigtige indgang er, men hvis du vil gå til moskeen til fods, er den eneste indgang for offentligheden dette sted. Det er et rigtig stort kompleks, hvor der foruden moskeen er et par restauranter, et dejligt grønt område, Lahore Fort (Google Maps) og et sikh-tempel (Google Maps).

Jeg ankom sidst på eftermiddagen og nåede kun at besøge moskeen. Der er gratis adgang, men det koster 20 rupier at lade skoene blive udenfor i forvaring, og når man går ind, bliver man ledt hen mod museet, hvor man bliver bedt om at give en donation, når man går ud.

Templet kan kun besøges om morgenen (jeg kan ikke huske tidspunktet), mens adgangen til fortet (200 rupier) kun er mulig til 17:40, moskeen er til gengæld åben til 20:00.

Badshahi-moskeen.

Wazir Khan-moskeen

I den ommurede by findes en anden virkelig interessant moske, som er værd at besøge. Den hedder Wazir Khan (Google Maps) og blev bygget i det syttende århundrede. Selvom den ikke er så imponerende som Badshahi, er den helt sikkert et besøg værd, om ikke andet fordi man for 100–200 rupier (prisen kan forhandles) kan gå op i et af tårnene ved siden af moskeen, hvorfra der er en utrolig udsigt over byen.

Lahore Museum

Det er landets største og vigtigste museum, åbnet i 1864 i kolonitiden, og det har en virkelig imponerende samling af genstande, der spænder fra buddhistisk til islamisk kunst med en hel masse manuskripter, våben, dragter og antikke smykker. Det er åbent hver dag fra 9:00 til 19:00 undtagen fredag, og adgangen for udlændinge er 1.000 rupier (Google Maps).

Ceremonien ved Wagah Border

Grænsen ved Wagah (pakistansk side) eller Attari (indisk side) er den eneste åbne grænse mellem de to lande, og her foregår der hver dag en ret særlig ceremoni. Grænsen er kun åben fra 10:00 til 16:00, og omkring 15:00 begynder en egentlig lukkeceremoni, hvor de to staters grænsevagter paraderer i traditionelle uniformer og giver en decideret forestilling, mens folk ser på fra tilskuerpladserne.

Jeg overværede ceremonien fra den indiske side, men man er naturligvis også velkommen på den pakistanske side. Der er gratis adgang, og – selvom jeg ikke bryder mig om de her konkurrencer om, hvem der har den største, mellem to lande, som bestemt ikke har brug for at skrue op for spændingerne – tror jeg, at det er et absolut must.

En tuk tuk fra Lahore til grænsen koster 600–700 rupier, og hvis du beder chaufføren om at vente på dig, kan du sandsynligvis aftale 1.000 rupier for tur-retur. Det er lidt over 30 km, cirka en time.

NB: Grænsens åbnings- og lukketider ser ud til at variere ofte, og dermed også starten på ceremonien, så jeg opfordrer dig til at tjekke på stedet.

Ceremonien ved Wagah Border.

Rejsen til Lahore

Til og fra Islamabad går der busser stort set hver halve time. Blandt de »flotte« busser er Nazi Express det billigste selskab, 900 rupier. Skyways koster 1.100 rupier og Faisal Movers 1.200 rupier. De tre selskabers terminaler ligger alle tæt på hinanden, syd for Lahore, og en tuk tuk fra Mall Road koster cirka 300 rupier.

Hvis du kommer fra Indien (Amritsar), kan du kombinere ceremonien ved Wagah Border med selve grænseovergangen: Gå gennem immigrationen og vend så om for at se ceremonien. På den måde burde det også være nemmere at finde et lift til Lahore, når ceremonien er slut.

Overnatning i Lahore

Lahore Backpackers ser ud til at være den mest populære mulighed blandt backpackere. Jeg boede ikke langt derfra på Regale Internet Inn, hvor internettet er virkelig hurtigt, og personalet er venligt og hjælpsomt, men du skal ikke forvente mere end det, hvad angår rummene.

Wazir Khan-moskeen.

Gilgit

Gilgit er hovedstaden i delstaten Gilgit-Baltistan og et stort set obligatorisk stop for alle, der vil udforske den nordlige del af landet. Selve byen har dog ikke ret meget at byde på, men den er alligevel den ideelle base til at begynde at udforske dalene omkring den.

Under alle omstændigheder, eftersom du højst sandsynligt skal tilbringe mindst en dag eller to her, så snart du ankommer og inden du tager tilbage til Islamabad, anbefaler jeg at gå en tur langs hovedgaden, som fører til basaren, og hvis du er til kylling, skal du absolut prøve denne restaurant.

En anden attraktion, som ikke ligger langt fra byen, og som du kan besøge, er Kargah Buddha (Google Maps), et arkæologisk sted fra det syvende århundrede, som ligger cirka 8 km vest for Gilgit, og hvor der findes en Buddha-figur udhugget i klippen. Det ser ud til, at de er begyndt at tage 1.000 rupier af udlændinge, og hvis du har et begrænset budget, er det sandsynligvis ikke det værd.

Rejsen til Gilgit

Fra Islamabad er der mindst to selskaber, der kører natbusser hver nat: NATCO, som er det statslige selskab, har flere afgange fra 14.00 til 21.00, men afgangene kan blive aflyst, hvis bussen ikke er fuld. Undervejs er der to kontrolposter for turister, hvor man skal aflevere en kopi af sit pas. Billetten koster 3.020 PKR. En læser af bloggen har haft en positiv oplevelse: »Bussen var komfortabel, den stoppede ikke undervejs for at samle folk op langs vejen (som det altid sker i Indien i de offentlige busser), og jeg brugte 16 timer på grund af et jordskred efter Chilas«.

Jeg valgte Faisal Movers efter anbefaling fra hostellet, hvor jeg boede i Islamabad. De har afgange 20:00 og 22:00, prisen er 4.000 PKR, men servicen er mildest talt upåklagelig, busserne er nye, og hvert sæde har en skærm som i et fly. Jeg kan stærkt anbefale dem, også ud fra fortællinger fra andre rejsende, der har taget NATCO. Under alle omstændigheder er det mindst 15 timer i bus.

Et andet råd til dig, der rejser med et begrænset budget: Når du er steget af ved busstationen i Gilgit, skal du ikke tage en taxa. Langs hovedgaden (ved siden af stationen) kører der små Suzuki-lastbiler frem og tilbage, som fungerer som offentlig transport, og turen koster kun 25 rupier.

For dig, der derimod har et større budget, ikke har meget tid eller bare vil spare de 15 timer i bus, har Gilgit daglige flyforbindelser til Islamabad, cirka 100 €. Pas dog på, for på grund af dårligt vejr i stor højde kan flyvninger blive aflyst uden varsel.

Opdatering oktober 2024 fra en læser af bloggen:

Vi havde købt en flybillet til Gilgit, men flyvningen blev aflyst, som det sker de fleste gange. Hvis man skal nordpå, er det altid bedst at tage et fly til Skardu, men det vidste vi ikke, så vi rejste over land både ud og hjem, men turen er enormt anstrengende. Nogle selskaber som Faisal Movers tager ikke længere »enlige« turister med i busserne, fordi der skal en politibetjent med i bussen til kontrollerne. Vi tog både ud og hjem med en privat taxa, og prisen ligger omkring 8.000 PKR pr. person. Grupper kan leje minibusser og blive kørt på den måde.

Overnatning i Gilgit

Medina Hotel 2 er et fremragende, billigt og rent hotel, som også har en sovesal. Alle værelserne vender ud mod en rigtig dejlig indre gårdhave, restauranten serverer fremragende mad til en overkommelig pris, wifien er slet ikke dårlig, og personalet er super venligt og hjælpsomt. Hvis du får brug for det, kan du desuden efterlade nogle ting i opbevaring, mens du udforsker resten af regionen, få arrangeret ture og leje køretøjer. Kan stærkt anbefales.

Fairy Meadows (Nanga Parbat Base Camp)

Fairy Meadows er uden tvivl turistdestinationen par excellence i det nordlige Pakistan. Det, der førhen kun var en sommergræsning med få hyrder, er nu blevet et egentligt turistcenter midt i det grønne og bjergene med overnatning til enhver pung. Herfra har man en spektakulær udsigt over Rakhiot-gletsjeren og Nanga Parbat i nærheden, som med sine 8.126 meter er verdens niendehøjeste bjerg!

Nanga Parbat set fra Fairy Meadows.

Seværdigheder og oplevelser i Fairy Meadows

Som afsnittets titel antyder, kan man fra Fairy Meadows, hvis man er i nogenlunde god form, nå Nanga Parbats base camp som dagstur. Det er lidt over 8 km og cirka 700 højdemeter, stien er lagt ind i Organic Maps (som jeg stærkt anbefaler, at du downloader!), og hvis man går i et hurtigt tempo, kan man nå frem på 3–4 timer. Når du er kommet til dette udsigtspunkt, skal du tage stien til højre – på vej derop tog jeg den til venstre, som går lavere, og udover at man skal krydse et par vandløb på en ikke ligefrem sikker måde, har stien en masse forskellige spor og er slet ikke nem at følge. Stien til højre er derimod meget mere trampet, og jeg tror, det er den »officielle«, selvom strækningen over gletsjeren heller ikke her er ligefrem nem at følge, trods en og anden stenbunke, der ind imellem viser vejen. Under alle omstændigheder er der absolut intet umuligt i det, men pas på, hvor du sætter fødderne!

Når du er nået frem til base camp, skal du ikke forvente en eller anden stor struktur eller et monument, der er kun et kors og fire nummererede plader. Desuden var jeg den eneste på stedet den dag, jeg var der, men udsigten til Nanga Parbat er virkelig spektakulær!

For at opsummere burde du højst bruge 3–5 timer på at nå base camp fra Fairy Meadows og ikke mere end 3–4 timer på at vende tilbage. Jeg anbefaler at tage af sted tidligt om morgenen, for morgentimerne er som regel mere klare. Af egen erfaring kan det hele sagtens gøres på egen hånd, men ifølge en anden rejsende, jeg har talt med, kan der ved det omtalte udsigtspunkt (hvor stien deler sig) være en politibetjent, hvis man kommer sent (jeg var åbenbart der for tidligt), som ikke lader dig fortsætte videre alene af sikkerhedshensyn. Du skal ikke fortvivle, for efter hvad jeg har fået at vide, følger betjenten dig gratis og fungerer stort set som guide.

Hvis du ikke føler dig tryg ved at gøre det, der er beskrevet, på egen hånd, burde en guide for hele dagen ikke koste dig mere end 3.000 PKR, og hvis du synes, det er for meget at gøre det hele på én dag, kan du overnatte i Behal, en hyrdebebyggelse cirka midtvejs mellem Fairy Meadows og base camp. Også her er der mulighed for at overnatte, og der er overnatningssteder lige fra telte til dejlige træbungalows, og desuden er stemningen mere afslappet end i Fairy Meadows, hvor de fleste bor.

Alternativt kan du bare besøge Behal og derefter gå op til udsigtspunktet som dagstur uden at fortsætte videre (rigtig mange gør netop det) og nyde de mange andre udsigtspunkter langs stien, som indtil dette punkt er helt nem at følge og virkelig behagelig.

Endelig kan du, som mange lokale turister gør, bare tilbringe et par afslappede dage i Fairy Meadows og omegn, nippe til et par kopper kaffe og beundre landskabet rundt omkring.

Nanga Parbat set fra Behal.

Rejsen til Fairy Meadows

Det er ikke ligefrem nemt at komme til Fairy Meadows. Første skridt er at nå Rakhiot Bridge, som ligger cirka 80 km syd for Gilgit langs Karakoram Highway, og det kan du gøre på stort set tre måder: Tage de minibusser, der kører direkte til Chilas og afgår hver time fra Gilgit-stationen (pris 250 rupier, cirka halvanden time), tage en taxa eller blaffe, hvilket fungerer fremragende. Teknisk set, hvis du kommer til Gilgit med bus fra Islamabad, kan du også bede om at blive sat af direkte ved Rakhiot Bridge uden først at komme forbi Gilgit. Her er der et par hoteller, hvor du kan efterlade din ekstra bagage, før du fortsætter mod Fairy Meadows.

Uanset hvad du vælger, anbefaler jeg, at du kommer til Rakhiot Bridge så tidligt som muligt. Den eneste lovlige måde at komme videre på (der står en politibetjent, som ikke tillader, at man fortsætter til fods) er at stige ind i en jeep drevet af lokale, som udnytter situationen til fulde, og prisen ser ud til at stige hvert år. Under alle omstændigheder var prisen (tur-retur) i august 2019 8.000 PKR, og den deles mellem højst 5 personer, som dog skal blive enige om dato og tidspunkt for hjemturen. Hvis du for eksempel vil overnatte to nætter i Fairy Meadows, og de andre, der prøver at fylde en jeep, kun vil blive én nat, kan du ikke dele jeepen kun på udturen, og du ville skulle betale hele jeepen selv. Uden de 8.000 rupier kører jeepen altså ikke. Efter min mening er det snyd, men sådan fungerer tingene desværre. Når du først er steget ind, venter der under alle omstændigheder næsten to timer til at tilbagelægge knap 14 km ad en vej, som bestemt ikke er for sarte sjæle, og når du er nået til dette sted, hvor vejen stort set slutter, venter der 1–2 timers gang for at nå Fairy Meadows.

Opdatering fra en læser, der besøgte Pakistan i sommeren 2023: »Nu koster jeepen hele 14.000 PKR. Man kan stadig dele den med nogen, men man skal blive enig om antallet af nætter og tidspunktet for hjemturen. De forsøger at undgå, at jeepen deles med pakistanske turister, som har en helt anden takst … Når det er sagt, er vejen, der i sig selv er farlig, udsat for talrige jordskred (og ikke kun når det regner), så meget at den i år har været lukket i flere dage (det er vigtigt at undersøge det – selv om det er svært – før man når Rakhiot Bridge), og da det endelig lykkedes mig at komme derop, var der en spærring, så man 3 km før trekkets begyndelse måtte stige ud af jeepen, gå et stykke til fods (en meget udsat strækning) og så skifte jeep (den samlede pris forbliver den samme, men betales fordelt på de to jeeps).«

Opdatering oktober 2024

Prisen for jeepen til Fairy Meadows er 16.000 PKR. De har sat prisen op, fordi en del af vejen er styrtet sammen, og indtil den bliver repareret, skal man bruge to jeeps og gå den afbrudte strækning til fods (10 minutter).

Overnatning i Fairy Meadows

Som sagt er Fairy Meadows dyrere end resten af landet, men fra telte til luksuriøse bungalows har det muligheder for næsten enhver pung. Der er rigtig god mulighed for at prutte om priserne, og årstiden påvirker også en hel del, men et telt og en sovepose burde koste cirka 500 PKR pr. nat, mens en simpel bungalow koster 2.000 PKR. Greenland Resort er en populær mulighed blandt rejsende. Personligt boede jeg på The Public House, hvor jeg efter at have pruttet som en gal betalte 2.500 PKR for to nætter på et privat værelse med bad (det ser ud til ikke længere at være åbent).

Minapin (Rakaposhi Base Camp)

Minapin er en lille landsby, der ligger cirka 80 km nord for Gilgit, og det ideelle udgangspunkt for alle, der vil nå Rakaposhis base camp. Hvis du ikke er i humør til en rigtig hård tur, anbefaler jeg, at du springer dette stop over, men hvis du har mulighed for det, så stop i det mindste ved dette udsigtspunkt, som ligger bogstavelig talt langs Karakoram Highway, og hvorfra der alligevel er en fantastisk udsigt over Rakaposhi uden nødvendigvis at nå base camp.

Rakaposhi-gletsjeren.

Vejen til Rakaposhi Base Camp

Som sagt er det en hård tur at nå base camp og vende tilbage til Minapin som dagstur, men det er absolut muligt på 7–9 timer afhængigt af ens tempo. Det er cirka 18 km og 1.600 højdemeter i alt. Altså ikke ligefrem en spadseretur, men jeg kan love dig, at det er det værd: Når man når toppen, har man en utrolig udsigt over Rakaposhi og gletsjeren nedenunder, et af de mest spektakulære steder, jeg har set i mit liv.

Her er stien, man skal følge, desværre heller ikke ligefrem tydelig, men den er lagt ind i Organic Maps. Hvis du vil, kan du også downloade stiens GPS-koordinater på All Trails. Midtvejs finder du Upper Hapakun Hotel & Camping, hvor du kan spise og, hvis du vil, også overnatte for så at fortsætte dagen efter. Prøv at tage af sted tidligt om morgenen, tag en madpakke med, og nyd udsigten!

NB: Hvis du er interesseret, kan du overnatte ved base camp med dit eget udstyr, hvis du har det, eller hos nogle lokale, som har en fast post og tilbyder kost og logi. I det andet tilfælde tror jeg dog, det er bedst at arrangere det nede fra dalen. Endelig kan du tage en lokal guide med og dagen efter krydse gletsjeren for at nå base camp til Diran. Det har jeg ikke gjort, men efter hvad jeg kan forstå, er det en flot vandretur, som man absolut ikke skal gøre uden guide!

Rakaposhi Base Camp.

Rejsen til Minapin

Personligt kom jeg til Minapin på én dag fra Fairy Meadows ved at blaffe fra Rakhiot Bridge til Gilgit, hvorfra jeg tog en minibus direkte til Aliabad (Google Maps) og bad om at blive sat af ved krydset, der fører til Minapin. Her begyndte jeg at gå de 3 km ind til landsbyen, selvom en lokal efter ikke engang 5 minutter stoppede og tilbød mig et lift. Jeg tror, der også er minibusser, der kører direkte til Minapin, men de er langt mindre hyppige end dem til Aliabad. Under alle omstændigheder er det at blaffe sandsynligvis den mest bekvemme og hurtigste mulighed overhovedet.

Overnatning i Minapin

Jeg anbefaler stærkt at overnatte på Osho Thang Hotel. Stedet er virkelig rent, har en dejlig indre have, personalet er imødekommende, og maden er simpelthen lækker!

Karimabad

Karimabad har i århundreder været den vigtigste by i Hunza-dalen og er stadig dens hovedstad. Selvom Aliabad har overhalet den i størrelse, har byen bevaret en ikke ubetydelig historisk og kulturel arv med en hel masse seværdige steder inden for få kilometer. Her er indbyggerne næsten alle ismailitter, den mest liberale gren af islam, rigtig mange kvinder går på gaden uden burka og kan finde på at tale til dig, og det er slet ikke svært at få fat i alkohol, så meget at en hel del unge pakistanere ser Karimabad lidt som vores Amsterdam.

Seværdigheder og oplevelser i Karimabad

Karimabad var ikke tilfældigt dalens vigtigste by, som den faktisk dominerer fra oven i en position, der i fortiden helt sikkert blev anset for strategisk, og i dag byder den på spektakulær udsigt over alle de omkringliggende tinder: det ideelle sted at tilbringe et par afslappede dage, måske mens du smager valnøddekagen (walnut cake) på Café de Hunza.

Baltit Fort set fra stien, der fører til Ultar Meadows.

Baltit Fort

Baltit Fort (Google Maps) er derimod det, der dominerer Karimabad fra oven, og for at nå det går man gennem den ældste del af byen med huse, som til tider minder om gaderne i en gammel europæisk landsby. Jeg besøgte ikke fortets indre, men holdt mig til den ydre gård, så jeg udtaler mig ikke. Efter hvad jeg har fået at vide, er fortets indre mindre nøgent end Altits, og der er faktisk noget at se. Adgangen koster også her 1.000 PKR. Åbent hver dag fra 9:30 til 17:30.

Altit Fort

Altit Fort (Google Maps) ligger teknisk set ikke i Karimabad, men i nabobyen Altit, men du kan sagtens gå derhen, da det kun ligger 3 km fra Karimabad. Fortet er et UNESCO-sted og er for nylig blevet restaureret. Det er bygget på toppen af en klippeskrænt og er virkelig stemningsfuldt, men efter min mening ikke prisen for adgangen værd, som for os udlændinge løber op i 1.000 PKR.

Det er ikke meget efter europæiske standarder, men en ren vanvittig sum for de lokale, så valget er dit. Uanset om du beslutter dig for at besøge fortet eller ej, anbefaler jeg at gå turen op til indgangen, for man går igennem den gamle del af Altit med traditionelle bygninger på begge sider, og det er virkelig hyggeligt. Åbent hver dag fra 9:30 til 17:30.

Eagle’s Nest

Når du nu er i Altit, anbefaler jeg at gå op til udsigtspunktet kaldet Ørnereden (Google Maps). Herfra har man en endnu mere spektakulær udsigt over hele dalen og over det ikoniske bjerg kaldet »Lady Finger«, og man kan også se Diran og Rakaposhi i det fjerne. Jeg gik op som dagstur, men hvis man vil, kunne man også overnatte her, da der er mange hoteller og restauranter.

Teknisk set kunne du gå helt op til toppen, men fra Karimabad ville det tage mindst et par timer. Jeg var taget af sted med den idé, men som det ofte er sket for mig i Pakistan, stoppede en lokal på motorcykel midtvejs og tilbød mig et lift, og på vejen ned var jeg ikke engang nået 200 meter, før det samme skete. Hvis det ikke er din stil, og du heller ikke har lyst til at gå, burde en taxa ikke koste mere end et par euro.

Hunza-dalen set fra Eagle’s Nest.

Landsbyen Ganish

Noget, der derimod efter min mening er billetprisen værd, er besøget i landsbyen Ganish (Google Maps): Også her kan man sagtens gå dertil fra Karimabad, og indgangen til den guidede rundvisning ligger mere eller mindre her. Det er den ældste bebyggelse langs den gamle silkevej i Hunza-dalen, og her findes stadig bygninger og moskeer, der er over 400 år gamle. Adgangen til landsbyen koster 500 rupier og inkluderer en guide, som i mit tilfælde var en ekstremt venlig mand, der gav os mange oplysninger. Efter i årevis at have guidet ture i hele Pakistan er manden vendt tilbage til sin fødeby for at forsøge at bidrage til at gøre stedet mere kendt.

Ultar Base Camp (Ultar Meadows)

Stien til Ultars base camp begynder ikke langt fra Baltit Fort her. I teorien er det en ret kort og dejlig vandretur, men jeg kunne ikke gøre den, fordi kløften kort efter stiens begyndelse lige uden for Karimabad altid har været udsat for stadige jordskred, og under mit besøg arbejdede de på at løse situationen. Så hvis du er interesseret, anbefaler jeg stærkt, at du undersøger den aktuelle sikkerhedssituation.

Rejsen til Karimabad

Personligt blaffede jeg fra krydset, der fører til Minapin, uden at vente mere end 5 minutter. Alternativt kan du tage en hvilken som helst minibus til Aliabad og derfra prøve at finde ud af, om der er en minibus til Karimabad, eller tage en taxa/gå. I teorien er der en minibus, der kører tidligt om morgenen direkte fra Minapin til Aliabad.

Overnatning i Karimabad

Jeg anbefaler Old Hunza Inn, rene og billige værelser, wifi, virkelig venligt personale og en smuk fællesstue med store vinduespartier med udsigt over hele dalen. Faktisk boede jeg på et af værelserne på Backpackers Stories by Old Hunza Inn, som stort set er den samme ejendom, men som nu har to forskellige profiler på Booking.

Hopper

Hopper-dalen er ikke en del af den klassiske rute langs Karakoram Highway, men hvis du har et par dage at give den, synes jeg personligt, at den absolut er umagen værd. Jeg anbefaler især den lille landsby for enden af vejen, der løber op gennem dalen, hvor den lille by Hopper ligger et stenkast fra Hopper-gletsjeren.

Den lille landsby Hopper.

Seværdigheder og oplevelser i Hopper

Mange kommer helt herop bare for at beundre Hopper-gletsjeren. Det er en af verdens længste gletsjere, uden for polarcirklerne vel at mærke, og dens front ligger lige i nærheden af landsbyen, som fra toppen af en klippeskrænt fuldstændig dominerer den fra de mange udsigtspunkter og byder på en enestående udsigt. Det er derfor muligt bare at komme til Hopper og nyde den fantastiske udsigt over gletsjeren nedenfor uden at anstrenge sig for meget. Hvis du er interesseret, er der også et par vandreture, der starter lige herfra.

Den allerpopulæreste rute er den, der fører til Rush Lake ved foden af Rush Peak, den næsthøjest beliggende alpesø i hele Asien, i næsten 4.700 meters højde. Det er normalt en trekking på flere dage, som også går forbi et udsigtspunkt, hvorfra man kan se K2. Hvis man er erfaren og særlig hurtig, kan den gennemføres på egen hånd (på Wikiloc finder du den uploadede rute), men de fleste overnatter mindst én nat i telt, og undervejs skal man krydse to gletsjere, så det er ikke en trekking for dem med lidt erfaring. I landsbyen er der mange guider og bærere, som gerne tilbyder deres tjenester uden at det koster en formue.

Jeg havde ærligt talt ikke så meget tid til rådighed, og efter råd fra en lokal nøjedes jeg med at gå op til en hyrdebebyggelse, hvorfra der er en fremragende udsigt over Rush Peak i det fjerne og over Barpu-gletsjeren, som støder sammen med Hopper-gletsjeren i nærheden af landsbyen.

Midt på Hopper-gletsjeren.

Det er en dejlig vandretur, som kan gøres som dagstur. Desværre er stien ikke lagt ind i Organic Maps (faktisk har jeg set, at nogen i mellemtiden har tilføjet sporet). Jeg nåede frem til dette sted på lidt under 3 timer, og jeg tror, det er nok til at få et flot panorama, men hvis man vil, kunne man fortsætte. Til trods for det er stien virkelig nem at følge, fordi den ofte bruges af områdets hyrder. Det eneste problem er, at man skal krydse Hopper-gletsjeren, hvilket viste sig at være lidt mere kompliceret, end jeg havde troet. Især det at komme ind på og ud af gletsjeren, som de lokale havde advaret mig om: Jeg fandt alligevel vej, men det var slet ikke ligetil, så for at fralægge mig ethvert ansvar anbefaler jeg at tage en lokal guide!

Stedet, hvor min vandretur sluttede, Barpu-gletsjeren.

Rejsen til Hopper

Hvis du vil til Hopper med offentlig transport, har du kun én mulighed: Der er nemlig kun én minibus, som hver dag kører fra Aliabad 12:00 og vender ned igen dagen efter omkring 7:00. På vej derop blaffede jeg dog med succes, mens jeg ventede her, et sted man nemt kan gå til fra Karimabad. På vej tilbage lykkedes det mig at »komme op« på bagsiden af en minibus, der allerede var fuld, og som satte mig af ved det samme kryds, alt sammen for 70 rupier.

Overnatning i Hopper

Jeg boede på Rush Lake Gateway Hotel, »tvunget« af, at manden, der gav mig et lift, mens jeg blaffede, var ven med ejeren, så jeg følte mig forpligtet. Under alle omstændigheder fik jeg et privat værelse med bad for 1.500 PKR, og maden, der blev serveret, var lækker, men der kan godt være billigere muligheder i landsbyen.

Passu

Passu er endnu et fremragende stop langs Karakoram Highway, en lille landsby på vejen mod den kinesiske grænse, hvor man finder en af landets mest ikoniske bjergkæder: »Passu-keglerne«, som med deres spidse form næsten virker umulige at bestige.

Passu-keglerne.

Seværdigheder og oplevelser i Passu

Attabad-søen

Allerede inden du når til Passu, kan du, hvis du vil, gøre et stop ved Attabad-søen, en sø i en ekstremt intens smaragdblå farve, som blev dannet i 2010 efter et katastrofalt jordskred, der bogstavelig talt udslettede en hel landsby. Når du kører ad Karakoram Highway, kan du tydeligt se det gigantiske stykke af bjerget, som brækkede af og gav anledning til søen, som nu er en turistattraktion, hvor der tilbydes aktiviteter som jetski, fiskeri eller bare en tur i båd.

Hængebroen i Passu

Når du fortsætter mod Passu, er en anden attraktion hængebroen, der krydser Hunza-floden. Den anses for at være en af verdens farligste, fordi den langt fra er i god stand, og brædderne, man skal sætte fødderne på, ligger langt fra hinanden. Det er forbudt at gå over af sikkerhedshensyn, men man kan tage den obligatoriske foto i begyndelsen af broen. Opdatering: Tilsyneladende kan man nu gå over, så jeg forestiller mig, at man kan tage nogle flotte billeder.

Passu-gletsjeren

Gletsjeren kan også ses fra vejen, men jeg anbefaler stærkt en helt kort vandretur, der starter fra Borith-søen. Her skal man bare gå under en time for at nå nogle smukke udsigtspunkter over gletsjeren nedenfor (Google Maps); i begyndelsen går man langs vejen, mens den sidste strækning er på en velholdt sti, som er nem at følge, og som desuden er lagt ind i Organic Maps. Jeg nåede frem til dette udsigtspunkt, men hvis man vil, kunne man fortsætte videre.

Jeg nåede søen sammen med en spansk fyr med bil, som jeg havde mødt nogle dage før, men hvis du er uden køretøj, burde du ikke have noget problem med at blaffe, det er kun 10 km fra Passu.

Passu-gletsjeren.

Batura-gletsjeren

Batura-gletsjeren ligger endnu tættere på landsbyen, og du kan sagtens gå derhen. Der kan være andre stier, som fører til bedre udsigtspunkter, men personligt fulgte jeg denne (den eneste, der findes i Organic Maps). Også her er stien nem at følge, og man kan tydeligt se, at den går op ad skråningen, også fra dalbunden. Fra toppen af »højen« kan man tydeligt se gletsjeren, men udsigten er ikke noget særligt, fordi gletsjeren drejer om bag bjerget. Hvis man vil, kan man fortsætte videre, men det blev sent, og jeg foretrak at vende om. Under alle omstændigheder er det det værd, og selvom udsigten over gletsjeren ikke er den bedste, er udsigten over dalen og Passu-keglerne det værd.

Endelig tilbød de på hotellet, hvor jeg boede, også andre, længere trekkinger og ture på gletsjerne, men ærligt talt har jeg ingen oplysninger om dem.

Rejsen til Passu

Også her kom jeg frem ved at blaffe: En læge fra Gilgit gav mig et lift fra krydset, der fører til Hopper, helt til Passu, selvom han egentlig skulle have stoppet før. Alternativt kan du altid tage en hvilken som helst minibus, der kommer forbi, og som kører mod nord.

Overnatning i Passu

Jeg boede på Passu Inn. Familien, der driver hotellet, er virkelig gæstfri (især den ældre mand), værelset var rent, maden fremragende, og der er en dejlig gårdhave, hvor man kan slappe af, og når der er strøm, har de endda wifi! Den første pris var 1.500 PKR pr. nat, men det lykkedes mig at få den ned på 1.000 PKR. En anden populær mulighed ser ud til at være Passu Peak, men efter hvad de fortalte mig, er det dyrere.

Stien, der fører til udsigtspunktet over Passu-gletsjeren.

Sost

Jeg vil lige sige med det samme, at da jeg først var nået til Passu, vendte jeg om og tog tilbage, dels af tidsmæssige årsager, dels fordi det ikke interesserede mig så meget at nå den kinesiske grænse for at tage den obligatoriske foto på toppen af passet.

Under alle omstændigheder er Sost stort set den sidste landsby før grænsen til Kina, som ligger blot 80 km længere mod nord. Der er ikke meget at lave, bortset fra at prøve at arrangere en taxa til passet dagen efter.

NB: Den pakistanske immigrationskontrol ligger her. Hvis du derfor vil fortsætte mod Kina, skal du huske, at du allerede skal have et visum, og efter hvad jeg har forstået, er du også forpligtet til at lade dig ledsage af en kinesisk guide, fordi det militære interesseområde har virkelig strenge regler. Hvis du planlægger at krydse grænsen, finder du på denne side en detaljeret guide.

Rejsen til Sost

Den offentlige transport kører helt hertil, så enhver minibus mod nord burde bringe dig frem, alternativt kan du altid blaffe.

Overnatning i Sost

Pamir Serai Guesthouse ser ud til at være en populær mulighed blandt rejsende.

Khunjerab-passet

Passet ligger i 4.600 meters højde over havets overflade og er det højeste punkt på Karakoram Highway og verdens højeste grænsepas, og derfor er det i alle henseender blevet en turistattraktion, som rigtig mange mennesker hver dag i sommerperioden (passet er lukket om vinteren) tager til for at tage den obligatoriske foto. Som nævnt tidligere har jeg ikke været der, men hvis du har tid til rådighed, kunne det være noget dejligt og anderledes at lave.

Desuden er vejen, der fører til passet, efter hvad jeg har fået at vide, virkelig spektakulær. Det er dog ikke muligt at nå passet med offentlig transport, for selvom der er busser, der kører mod Kina, er det ikke tilladt at stige af ved grænsen for derefter at vende tilbage med en bus fra den modsatte retning eller ved at blaffe. Så den eneste mulighed er at tage en taxa, som ifølge mine undersøgelser burde koste cirka 3.000 PKR; det ideelle ville være at kunne dele den, og husk, at du desuden skal betale indgang til Khunjerab Nationalpark, 1.300 PKR.

Khunjerab-passet.

Planlægger du rejsen? Hvis du endnu ikke har en rejseforsikring, finder du her min guide til de bedste rejseforsikringer. Når du køber den via linkene i guiden, støtter du siden uden ekstra omkostninger.

Skardu

Skardu er knudepunktet for alle ekspeditioner til K2 og for trekkingerne, der fører til base camp. Herfra fortsætter man nemlig mod Askole, hvor vejen slutter, og den egentlige trekking begynder. Hvis du er interesseret, skal du vide, at der skal bruges mindst 12 dage, og priserne starter ved 1.500 $. Du kan finde en fremragende guide på denne side.

Seværdigheder og oplevelser i Skardu

I Skardu er der ærligt talt ikke så frygtelig meget at lave, og jeg tror, at én dag er mere end nok til at besøge K2-museet, som ligger ved siden af PTDC Motel; museet er blevet finansieret af den italienske regering og er helt sikkert et besøg værd!

Andre seværdigheder, der ikke ligger så langt fra Skardu, er Kharpocho Fort, Katpana-ørkenen og endelig den såkaldte »Buddha Rock«. Selv det at besøge de to sidstnævnte steder uden eget køretøj er ret besværligt, og det er derfor, jeg anbefaler kun at bruge én dag i Skardu. Hvis du har dit eget køretøj eller er villig til at leje et eller betale en chauffør, kan du også besøge nogle af vandfaldene i Skardus omegn som Manthokha, Khamosh og Basho.

Endelig er Hushe en afsidesliggende landsby i dalen af samme navn cirka 150 km fra Skardu. En lokal pige beskrev den for mig som en eventyrlandsby, og for mange, især motorcyklister, er den slutmålet i denne region af Karakoram. Herfra starter desuden talrige trekkinger som Gondogoro La, Concordia og Charakus. Du kan finde en guide på denne side.

Katpana-ørkenen.

Rejsen til Skardu

Jeg var så heldig at tage turen i Toyota Runneren, der tilhørte min spanske ven, som jeg havde mødt nogle dage før, så jeg slap for det, der generelt er en ret besværlig tur med offentlig transport. Vejen, der forbinder Gilgit med Skardu, er nemlig særlig udsat for jordskred og stenskred (især i monsunsæsonen), som kan forårsage midlertidige lukninger og vedvarende vedligeholdelsesarbejder, der forlænger køretiden til mere end 10 timer. Den første minibus kører fra Gilgit 9:00, så i teorien kunne du klare det hele i ét stræk ved at starte fra Sost, hvor der er en bus, der kører 5:00. Hvis du vil, har Skardu en lufthavn med flyvninger til og fra Islamabad.

Overnatning i Skardu

Jeg boede på Indus Motel, et rummeligt og rent værelse med eget bad. Den første pris var 2.500 PKR pr. nat, men det lykkedes mig at komme ned på 1.000 PKR. Venligt personale og god mad til billige priser.

Deosai Nationalpark

Deosai-plateauet, som ligger i en gennemsnitlig højde på 4.141 meter over havets overflade, regnes for verdens næsthøjeste plateau. Landskabet, man møder, er helt anderledes end det, man har set indtil nu. Det er nemlig et ekstremt grønt bakkelandskab, som slet ikke har noget at gøre med de klippefyldte tinder, der kendetegner resten af regionen.

Vores teltplads for natten.

Seværdigheder og oplevelser i Deosai

Deosai Nationalpark er perfekt for dem, der elsker camping, fiskeri og naturen generelt. Der er ingen særlige vandreture inde i parken, og man nøjes stort set med at følge grusvejen, der går igennem den, og gøre et par stop her og der.

Undervejs kan du få øje på nogle af de hjemmehørende arter som himalayabrunbjørnen, den grå ulv og sneleoparden! To klassiske stop er Bara Pani Bridge, hvor der er en restaurant, og hvor de, tror jeg, også tilbyder telte at overnatte i, Chota Pani, som tilbyder mere eller mindre de samme faciliteter, og endelig Shausar-søen. Indgangen til parken koster 1.300 PKR.

Rejsen til Deosai

Hvis det ikke var tydeligt, tog jeg denne del af turen sammen med min spanske ven med bil, som jeg også overnattede i parken sammen med. Desværre er offentlig transport ikke en mulighed: Hvis du vil besøge parken, er det derfor sandsynligvis billigere at betale for en jeep, der kører dig fra Skardu til Astore på én dag, så du undervejs besøger parken, som ligger midt imellem. Ifølge mine undersøgelser ligger prisen mellem 8.000 og 10.000, så det ville være ideelt at finde nogen at dele den med, og gruppen backpacking Pakistan kunne være det rigtige sted. Turen fra Skardu til Astore tager cirka 7 timer.

Overnatning i Deosai

Som sagt besøger mange parken som dagstur. Ved Bara Pani Bridge og Chota Pani tilbydes der teknisk set telte at sove i. Vi havde vores eget campingudstyr og slog os ned langs floden, inden man når til Bara Pani. Efter hvad vi fik at vide, kan man campere stort set hvor som helst uden problemer. Selv i august var det virkelig koldt om natten.

Shausar-søen.

Astore og Rama-søen

Astore har i sig selv ikke meget at byde på, men er et stort set tvunget stop for dem, der vil besøge den klart mere charmerende Rama Lake (Google Maps): Denne alpesø ligger nemlig ved foden af Nanga Parbats nordside, stort set på den modsatte side af Fairy Meadows, som jeg har fortalt om tidligere.

Den smaragdgrønne sø omgivet af snedækkede tinder er uden tvivl et virkelig stemningsfuldt sted. Desværre, eller heldigvis, kommer man ret nemt derhen, fordi vejen går helt til Rama Meadows, hvorfra der er cirka en halv time til søen, og det gør, at den er ekstremt populær. For at komme til Rama Meadows fra Astore burde det slet ikke være svært at blaffe, alternativt kan du arrangere en taxa.

Til sidst: Fra Rupal, en landsby lidt over 30 km fra Astore, starter en trekking på 5 dage, som jeg ikke har haft fornøjelsen af at gøre, men som ser rigtig fin ud, og som stort set fører til base camp ved Nanga Parbats sydside. På denne side finder du en kort beskrivelse.

Rama-søen.

Rejsen til Astore

Hvis du kommer fra Skardu via Deosai i jeep, så overvej at inkludere transporten til Rama-søen og måske gøre noget i den stil:

  • første dag, Skardu – Deosai – Astore
  • anden dag, Astore – Rama Lake – Astore. Jeg har fået at vide, at en jeep i tre dage og to nætter (den ene tilbragt i Deosai og den anden ved Rama Lake) inklusive camping- og fiskeudstyr burde koste cirka 20.000 PKR.

Fra Astore er der så hyppige forbindelser med offentlig transport mod Gilgit, vejen er i god stand, 4–5 timer.

Overnatning i Astore

Personligt campede vi inde i skoven ved Rama Meadows, som stort set ligger, hvor vejen slutter, og stien, der fører til søen, begynder. Her i omegnen er der en række campingpladser, som tilbyder mad og telte at sove i, foruden et par steder, der udlejer værelser, blandt andet en PTDC. Hvis du ikke camperer, er det helt sikkert billigere at besøge søen som dagstur og overnatte i Astore.

Andre destinationer i nord

Det, der er beskrevet indtil nu, er de vigtigste destinationer i den nordlige del af landet, hvis man mere eller mindre følger den klassiske rute langs Karakoram Highway, men i dette afsnit vil jeg gerne give nogle idéer til dem, der har mere tid til rådighed, eller som bare vil vove sig ud til destinationer uden for de store turistruter.

Provinsen Khyber Pakhtunkhwa

Provinsen dækker stort set landets nordvestlige del og kan kombineres med Karakoram Highway. I stedet for at sætte kursen mod Gilgit skal du tage mod Peshawar og fortsætte mod nord gennem Swat-dalen og Chitral for derefter at vende tilbage til regionen Gilgit-Baltistan via Shandur-passet.

Før du begiver dig ud på denne rute, skal du dog vide, at denne region er landets mest konservative. Størstedelen af befolkningen tilhører nemlig den etniske gruppe pashtunerne, en af de mest fundamentalistiske i islam. Hvis du er kvinde, skal du derfor absolut prøve at klæde dig ordentligt, og for mænd anbefales det at gå i den lokale dragt »salwar kameez«.

NB: Nogle områder i denne provins, især dem tæt på den afghanske grænse, skal betragtes som ustabile og ikke ligefrem sikre. Jeg opfordrer dig til at undersøge det ordentligt, for situationen ændrer sig hele tiden.

Sjove dyr i bjergene i Pakistan.

Peshawar

Peshawar er Pakistans ældste by og en af de ældste i hele Asien. I dag er den hovedstad i provinsen Khyber Pakhtunkhwa, og her inde i den gamle by findes nogle af landets bedste basarer. Et andet turistmål er Bala Hisar Fort. Der er hyppige forbindelser mellem Peshawar og Islamabad.

Jeg gengiver en læsers oplevelse: »Jeg var der på en dagstur (afgang fra Faisalbad-stationen i Islamabad, med Daewoo-bus, cirka 2 og en halv time, cirka 700 PKR, med mulighed for at booke online): Det er et sted med en særlig atmosfære, ret ›hard core‹. Jeg var i den gamle by, men de gav mig til kende, at jeg ikke skulle gå til den nordlige del af byen, hvor der er en park … Folkene (kun mænd) er meget nysgerrige og generelt venlige, det ser ud til, at de ikke ser turister så ofte. Hvis man ikke vil se arkæologiske steder, tror jeg, at én dag er nok, men det kan anbefales. (I Peshawar er det fordelagtigt at veksle valuta, og man kan få visum til Afghanistan).«

Swat-dalen

Fra Peshawar fortsætter du mod nord gennem Swat-dalen, et virkelig spektakulært bjergområde, der byder på en del muligheder for trekking, langt fra de store turistruter. Tidligere var området under Taliban-kontrol – også i 2017, altså ikke så frygtelig lang tid siden – og dalen var lukket for turister, men nu ser det ud til, at tingene er stabiliseret.

De vigtigste turistmål i dalen er: Malam Jabba, Mingora (den vigtigste by, hvorfra man kan arrangere en del trekkinger) og endelig Kalam. På denne side finder du fremragende oplysninger om mulige ture fra Kalam, mens du på en anden side finder et generelt overblik over Swat-dalen.

Chitral

Chitral er en ret stor by, der fungerer som base for at besøge de nærliggende Kalash-dale: Bumburet, Birir og Rumbur. Du skal vide, at hvis du vil besøge Kalash-dalene, skal du registrere dig på politistationen, og du får tildelt en privat vagt: I 2009 krydsede en gruppe Taliban nemlig grænsen og dræbte flere mennesker. Hvis det er muligt, anbefales det at besøge regionen under Chilam Joshi-festivalen, som varer fire dage fra den 13. maj hvert år.

For at komme til Chitral fra syd: Fra Mingora er der minibusser direkte til Timargara, hvorfra du kan tage en anden minibus mod Chitral. Turen er ret lang og kan tage op til 12 timer. Alternativt kan du nå Chitral ved at starte fra Kalam og krydse Kumrat-dalen, som du kan finde en fremragende guide til på denne side.

Shandur-passet.

Shandur-passet

Fra Chitral skal man for at nå Gilgit over Shandur-passet, som ligger i 3.700 meters højde. Det er 390 km, som med offentlig transport tager to hele dage; man skal nemlig først nå Mastuj, overnatte her og fortsætte mod Gilgit dagen efter. Det ideelle ville være at finde nogen at dele udgifterne med og en privat jeep, der bruger cirka 18 timer på strækningen. Al Farooq Hotel ser ud til at være det oplagte sted for udlændinge, der leder efter rejsefæller at dele turen med.

Lille sidebemærkning: Øverst på passet ligger verdens højeste polobane, og vejen, der går op gennem bjergene, byder tilsyneladende på et virkelig spektakulært panorama.

Yasin-dalen

Yasin-dalen ligger cirka midtvejs mellem Gilgit og Shandur-passet, så den kunne være en god måde at bryde turen op på. Alternativt kan du besøge den direkte fra Gilgit uden nødvendigvis at fortsætte videre mod Chitral. Allerede inden Yasin-dalen blev jeg anbefalet Khalti-søen og landsbyen Gupis. Hvis du tager af sted fra Gilgit, er der delte minibusser, som hver dag kører mod Gupis 11:00 fra dette sted.

Naltar-dalen

Det er en anden dal, som jeg blev anbefalet, og den ligger ikke langt fra Gilgit. Dalen er meget grønnere end resten af regionen og er særlig populær blandt lokale turister. Hovedattraktionen er søerne for enden af vejen og et reservat, hvor man kan se sneleoparden.

Ikke ligefrem sneleoparden.

Andre destinationer i syd

Jeg besøgte Pakistan om sommeren, så jeg overvejede slet ikke at besøge den sydlige del af landet. I den periode indsamlede jeg derfor ikke mange oplysninger om det. Under alle omstændigheder er de vigtigste stop uden tvivl Karachi, Pakistans tidligere hovedstad og landets mest folkerige by, hvor man blandt meget andet finder det imponerende mausoleum Mazar-e-Quaid, bygget helt i hvid marmor til ære for Pakistans grundlægger. Her finder du en guide.

Thatta, ikke langt fra Karachi, som med sine mange UNESCO-steder helt sikkert er endnu et stop, der bør indgå i en rejserute i den sydlige del af landet. Her finder du en kort guide. Quetta, knudepunktet for alle, der vil fortsætte rejsen over land mod Iran, og endelig Multan, endnu en af de ældste byer på det asiatiske kontinent, som med sine mange historiske steder kan holde dig beskæftiget i mindst et par dage. Her finder du en guide.

Mazar-e-Quaid.

Forslag til rejseruter i Pakistan

Nedenfor angiver jeg mulige rejseruter på 2, 3 og 4 eller flere uger. Som med ethvert land findes der ikke den perfekte rejserute for en given tidsperiode, og det gælder især her i Pakistan, hvor nogen måske kun kommer for at gøre trekkingen til K2’s base camp eller for at besøge den sydlige del af landet. Så tag det, der følger, som inspiration, og tilpas eller lav rejseruten ud fra dine interesser/dit budget!

Rejserute på 15 dage i Pakistan

Denne rejserute dækker stort set de vigtigste attraktioner langs Karakoram Highway plus nogle dage i Islamabad og især Lahore, som jeg bruger som udgangspunkt, fordi flyvninger til de to byer (Islamabad og Lahore) ofte har sammenlignelige priser, og hvis man starter herfra, er det lidt mere effektivt at komme rundt, når man ikke har meget tid til rådighed.

Lahore (2 nætter)

Dag 1:

Kom dig over jetlaget, udforsk byen kort, og gå op på toppen af Wazir Khan-moskeen til solnedgang.

Dag 2:

Brug formiddagen på Badshahi-moskeen, det nærliggende fort, og kig forbi sikh-templet. Om eftermiddagen kan du gå rundt i den ommurede by, besøge Lahore Museum og, hvis du er interesseret, skaffe dig et lokalt SIM-kort, ZONG er det bedste selskab. Ceremoni ved Wagah Border om aftenen.

Islamabad (1 nat)

Dag 3:

Tag bussen fra Lahore til Islamabad, og besøg Faisal-moskeen ved solnedgang.

NB: Efter min mening er Islamabad bestemt ikke et must, så hvis du hellere vil bruge din tid andre steder, kan du tage bussen om morgenen fra Lahore, efterlade størstedelen af din bagage i opbevaring på busstationen (jeg anbefaler Faisal Movers), besøge moskeen og derefter vende tilbage til stationen for at tage bussen til Gilgit.

Gilgit (2 nætter)

Dag 4:

Hvis du vælger natbussen til Gilgit, har du stort set hele dagen, som du kan bruge på at besøge Margalla Hills.

Dag 5:

Ankomst til Gilgit om formiddagen, gå en tur langs basaren, og besøg måske Kargah Buddha.

NB: Også her kan du, som beskrevet i afsnittet »seværdigheder og oplevelser«, spare en dag ved at stige af direkte ved Rakhiot Bridge og springe til dag seks. Gilgit er, lidt ligesom Islamabad, efter min mening bestemt ikke et must.

Fairy Meadows (2 nætter)

Dag 6:

Kom til Rakhiot Bridge tidligt om morgenen, og arranger jeepen til begyndelsen af stien, der fører til Fairy Meadows. Resten af dagen kan du nyde udsigten over Nanga Parbat.

Dag 7:

Gå til Nanga Parbats base camp som dagstur, eller gå alternativt kun til Behal.

Minapin (2 nætter)

Dag 8:

Forlad Fairy Meadows om morgenen, og nå Minapin på én dag.

Dag 9:

Vandretur til Rakaposhi Base Camp.

Karimabad (2 nætter)

Dag 10:

Tag til Karimabad. Besøg den gamle del, og gå op til Altit Fort.

Dag 11:

Besøg Eagle’s Nest, Baltit og Ganish.

Dag 12:

Faisal Movers’ bus, der dækker strækningen Gilgit–Islamabad, starter netop fra Karimabad, og afgangen burde være omkring 8 om morgenen.

Dag 13:

Bussen ankommer til Islamabad tidligt om morgenen. Hjemrejsefly fra Islamabad eller yderligere 5 timers bus mod Lahore og hjemrejsefly derfra.

3 ugers rejserute i Pakistan

Med tre uger i Pakistan anbefaler jeg at følge den rejserute, der netop er beskrevet, og tilføje følgende stop.

Hopper (2 nætter)

Dag 12:

Tag fra Karimabad til Hopper.

Dag 13:

Tilbring dagen i Hopper.

Passu (2 nætter)

Dag 14:

Tag fra Hopper til Passu, og besøg Batura-gletsjeren om eftermiddagen.

Dag 15:

Kort trekking fra Borith-søen til Passu-gletsjeren, hængebroen i Passu.

Sost (2 nætter)

Dag 16:

Tag fra Passu til Sost, og arranger taxaen til Khunjerab-passet til dagen efter.

Dag 17:

Udflugt til Khunjerab-passet.

Gilgit (1 nat)

Dag 18:

Tag fra Sost til Gilgit, og tilbring resten af dagen i Gilgit.

Dag 19:

Bus Gilgit – Islamabad.

Dag 20:

Bussen ankommer til Islamabad tidligt om morgenen. Hjemrejsefly fra Islamabad eller yderligere 5 timers bus mod Lahore og hjemrejsefly derfra.

4 ugers rejserute i Pakistan

Med fire uger til rådighed anbefaler jeg at følge den rejserute på tre uger, der netop er beskrevet, og tilføje rundturen Skardu – Deosai – Astore.

Rejserute på 5 eller flere uger i Pakistan

Med 5 eller flere uger er det efter min mening bedst først at tilføje Peshawar, Swat-dalen og Chitral og så blot følge den rejserute på 4 uger, der netop er beskrevet.

Deosai-plateauet.

Transport rundt i Pakistan

Busser i Pakistan

Busserne er uden tvivl det mest almindelige, praktiske og billige transportmiddel til at komme rundt mellem landets destinationer, især mellem de store byer. I nord, når man først er nået til Gilgit på den ene side og Peshawar på den anden, overlader de store linjebusser næsten altid pladsen til et system af minibusser, der forbinder landets mere landlige områder.

Det allerbedste selskab er Faisal Movers: lidt dyrere end konkurrenterne, men jeg tror, det er det værd. Busserne er nye, og hvert sæde har sin egen multimedieskærm som i et fly. Særligt anbefalelsesværdigt til den lange strækning Islamabad – Gilgit. Andre gode private selskaber, som forbinder de store byer og er lidt billigere: Daewoo Sammi og Skyways.

I den nordlige del af landet, inklusive strækningen Islamabad – Gilgit, er den billigste mulighed det statslige selskab Natco. Busserne er dog ofte ikke i god stand, og for få hundrede rupier mindre er det bedst at undgå dem, når det er muligt. I modsætning til de andre selskaber kører Natco dog også til destinationer som Astore, Skardu og Chilas, hvor der ikke er nogen alternativer.

Kort sagt, hvis du holder dig til de beskrevne rejseruter, må du, når du først er nået til Gilgit og vil fortsætte mod nord langs Karakoram Highway med offentlig transport, stole på disse minibusser, der ofte er propfyldte og pendler mellem de vigtigste landsbyer: Lidt som i alle udviklingslande er der meget få, der har bil, og den lokale transport når også virkelig fjerntliggende områder. For oplysninger kan du bare spørge de lokale rundt omkring.

De typiske psykedeliske lastbiler i Pakistan.

Taxaer i Pakistan

I byerne er taxaer virkelig billige, og hvis du har adgang til internettet, er Uber i Islamabad og Lahore endnu billigere end almindelige taxaer. En anden virkelig billig mulighed er de berygtede tuk tuks, som er forbudt på Islamabads gader, men kører uhindret rundt i Lahore, og som uden tvivl er den billigste mulighed.

Lidt som i alle udviklingslande skal du ikke forvente taxametre, og du skal altid prøve at aftale prisen, før du stiger ind. Taxaer, især delte, er også særligt populære i den nordlige del af landet, hvor de nogle gange erstatter og kører parallelt med minibusserne for at nå de mere landlige områder.

Indenrigsfly i Pakistan

Indenrigsflyvninger er ikke ligefrem billige, men hvis dit budget tillader det, kan det at nå destinationer som Chitral, Gilgit og Skardu med fly bogstavelig talt spare dig for hele dage i bus. De tre netop nævnte lufthavne betjenes udelukkende af Pakistan Airlines. Pas dog på, for selvom der næsten altid er to flyvninger om dagen til disse destinationer, bliver de ofte aflyst på grund af vejret.

Til andre destinationer inden for landet kan du også kigge på Airblue.

Tog i Pakistan

I den sydlige del af landet er de et fremragende alternativ til busserne og objektivt mere komfortable, især på lange afstande. Den oplagte hjemmeside er denne.

Blaffing i Pakistan

Pakistan kan i alle henseender betragtes som et paradis for blaffere. Mere end én gang er det sket for mig, at nogen tilbød mig et lift uden endda at blive spurgt, mens jeg gik langs vejen. Det gælder især i den nordlige del af landet, hvor rigtig mange rejsende udelukkende benytter sig af blaffing; især langs Karakoram Highway fungerer det fantastisk!

Jeg har selv blaffet ved adskillige lejligheder og har aldrig ventet mere end 10 minutter. De lokale er ekstremt glade for at give dig et lift, og en hel del gange har de endda insisteret på at køre mig helt frem, selvom de selv skulle stoppe før. Det skal absolut prøves, og jeg kan love dig, at efter du har blaffet et par gange langs Karakoram Highway, mister du lysten til at tage de propfyldte og meget langsommere minibusser.

Til sidst: hvis du vil leje en jeep for at udforske nord, har en gruppe lokale fra Lahore, som jeg mødte i Astore, fortalt mig, at de havde formået at leje en for bare 4.000 rupier om dagen.

Motorcykel i Pakistan

Det er en anden virkelig populær mulighed blandt rejsende, som ofte lejer, eller endda køber, en motorcykel under deres ophold i Pakistan. Priserne for en motorcykel i god stand ser ud til at ligge omkring 400 €, og hvis du i stedet beslutter dig for for eksempel at leje din motorcykel i Gilgit og køre ad Karakoram Highway til den kinesiske grænse, som mange gør, så forvent at betale cirka 3.000 rupier om dagen.

Rejse til Pakistan: udgifter

På dette tidspunkt spekulerer du sikkert på, hvad en rejse til Pakistan koster. Svaret er, at det er et virkelig billigt land, et af de billigste, jeg nogensinde har besøgt! Hvis du rejser billigt, kan du sagtens sove på private værelser og spise ude tre gange om dagen med et dagsbudget på 20 euro, og husk frem for alt, at næsten alle priser kan forhandles.

Transport

Bare for at give dig et par tal: Bussen fra Islamabad til Gilgit, mere end 500 km og 15 timers rejse, koster cirka 10–15 € afhængigt af selskab og valgt service. Minibusserne langs Karakoram Highway er forholdsmæssigt endnu billigere, 100 km fra Aliabad til Gilgit cirka 2 €, 20 km fra Hopper til Karakoram Highway på bagsiden af en minibus cirka 50 cent.

Også taxaer og tuk tuks er virkelig billige, 5 km i dagtimerne burde ikke koste mere end 300 rupier.

Mad

Maden er også ekstremt billig. Man kan sagtens blive mæt for under 50 cent. Bare for at give dig nogle tal: En Roti, det flade brød, der serveres med stort set ethvert måltid, koster normalt 5–10 cent, en portion Dal, en suppe af bønner/linser, koster normalt 40–50 cent, to flotte stykker grillet kylling cirka 1,5 €.

Overnatning

Desværre er hostels ikke særlig udbredte og findes hovedsageligt i de store byer, men det er stadig virkelig billigt at overnatte. I løbet af min måned i Pakistan betalte jeg aldrig mere end 1.500 PKR for et privat værelse, og ofte klarede jeg mig med blot 1.000 PKR (på grund af de seneste års inflation koster det sandsynligvis 50 % mere). Det var næsten altid ret beskedne værelser, men næsten altid med eget bad og alt i alt slet ikke dårlige.

Hvis du camperer eller måske rejser og sover i bil, kan du sagtens parkere og gratis bruge toiletter, wifi og fællesområder på næsten alle landets PTDC’er. PTDC’erne er stort set en hotelkæde, som tilhører turistudviklingsafdelingen.

Couchsurfing i de store byer ser ud til at være virkelig populært, og du burde ikke have svært ved at finde et sted at sove. Hvis du i stedet leder efter noget mere luksuriøst, har hotelkæden Serena Hotels også nogle hoteller i den nordlige del af landet.

PTDC i Skardu med K2-museet i baggrunden.

Andre udgifter (hævninger og SIM-kort)

Til sidst er det værd at bruge et par ord på gebyrerne for kontanthævning i landet. Kontanter er absolut nødvendige, især så snart man forlader de store byer, og desuden accepterer rigtig mange banker ikke internationale kort. Mit råd er at tage en hel del kontanter med. Vekselkursen i Lahore var virkelig god, og her er der mange vekselkontorer, som arbejder næsten på samme niveau som interbankkursen.

Hvis du skulle komme til at hæve penge, er de eneste, der ser ud til at fungere efter at have prøvet mindst 15 forskellige banker, MCB med et gebyr på 800 PKR pr. hævning, Allied Bank 800 PKR pr. hævning og Standard Chartered, den bedste mulighed, 500 PKR. Alle tre banker lader dig kun hæve 20.000 PKR pr. transaktion. Kig på de bedste rejsekort.

Hvad angår SIM-kort, er ZONG det selskab, der har den bedste dækning. Hvis du har en telefon, der understøtter eSIM, og vil have den bekvemmelighed at kunne surfe med det samme uden at skulle købe et lokalt SIM-kort, anbefaler jeg, at du bruger en tjeneste som den, der tilbydes af Airalo og Ubigi. Hvis du vælger denne løsning, er der dog mindst et par ting, du skal overveje. For det første koster gigabyte, bortset fra sjældne undtagelser, langt mere, end de ville koste med et lokalt SIM-kort; for det andet er deres lokale partner ikke altid den med den bedste dækning i området. Kort sagt tror jeg, at de fleste rejsende ville gøre bedst i at købe et lokalt SIM-kort (eller måske prøve at købe en eSIM fra en lokal udbyder), men jeg opfordrer dig til at gøre dig dine egne overvejelser, for der mangler ikke undtagelser. For eksempel var det abonnement, som Ubigi tilbød, da jeg besøgte Japan, billigere end ethvert lokalt SIM-kort, jeg kunne købe uden at bevise, at jeg var bosiddende.

Rejse til Pakistan: mad

De fleste måltider består simpelthen af en karry serveret med ris eller chapati. Chapati er stort set uhævet brød bagt i lerovne, mens Parantha, der er lavet af den samme dej, som regel er stegt og derfor meget federe.

Du vil hurtigt opdage, at når karryen serveres med chapati, erstatter den sidstnævnte helt bestikket, og måltidet spises udelukkende med hænderne.

Nogle gange serveres der i stedet for en karry en suppe, naturligvis sammen med den uundgåelige chapati. Den allerpopulæreste suppe er Dal, som kan være gul (gule og røde linser) eller brun, men under alle omstændigheder er det stort set en linsesuppe. Ki sabzi er derimod en grøntsagssuppe, som som regel har en hovedingrediens som for eksempel Aloo ki sabzi. Aloo betyder kartofler, så i dette tilfælde er det en grøntsagssuppe, hvor hovedingrediensen er kartofler. Kombinationerne er mange, og nogle gange indeholder de også kød.

To andre ekstremt populære retter er grillet kylling, som man finder stort set overalt i de store byer, hvor der er egentlige grillbarer, der næsten udelukkende serverer kylling, og biryani, ris serveret med stykker af kylling og grøntsager.

Til sidst skal du passe på, hvad du drikker. Undgå vand fra hanen, og hvis du vil gøre både miljøet og din pung en tjeneste, så brug en drikkedunk med filter!

Street food i Pakistan.

Rejse til Pakistan: sikkerhed

Er Pakistan så farligt, som det ser ud? Er det muligt at rejse sikkert i Pakistan?

Der er nogle, der siger, at landet er ekstremt sikkert, og jeg har ofte oplevet, at lokale med stærk overbevisning gentog »Pakistan is safe«, men jeg tror, at sandheden ligger et sted midt imellem: Det er rigtigt, at størstedelen af landet kan betragtes som sikkert, men det er også rigtigt, at nogle regioner, især dem tæt på den afghanske grænse, ikke kan betragtes som det, eller i det mindste er ustabiliteten i disse områder åbenlys for alle.

Når det er sagt, har Gilgit-Baltistan, den delstat som helt sikkert får flest turister og desuden er den mest liberale af alle, når det handler om islam, i de seneste år kun været åsted for ét attentat. Hvis vi for eksempel kigger på denne side, ser vi, at der i byen Quetta alene har været cirka 15 terrorangreb i de seneste 10 år. For at gøre det kort er Khyber Pakhtunkhwa og Balochistan to delstater, som man sandsynligvis bør undgå, hvis man ikke er indstillet på at acceptere en vis risiko. I resten af landet burde du med lidt sund fornuft ikke have nogen former for problemer, og tværtimod får du glæde af den enorme gæstfrihed, som dette folk byder på.

Der er desuden to emner, hvor det er tilrådeligt at passe på, hvordan man taler: Indien og især regionen Kashmir samt islam. Begge er følsomme emner for mange pakistanere, så mit råd er at undgå samtaler om dem eller i det mindste udtrykke sin mening med ekstrem respekt.

Selvom jeg har mødt en hel del kvindelige solorejsende, kunne rejseoplevelsen for en kvinde, der ikke er vant til et så stærkt mandschauvinistisk samfund, i det mindste være mærkelig. Jeg opfordrer dig til at læse denne fine artikel om emnet.

Nå, jeg håber slet ikke, at jeg har skræmt dig med dette sidste afsnit om sikkerhed. Pakistan er absolut et land, du skal besøge, og jeg håber, at dets seneste historie, og at nogle regioner stadig skal betragtes som ustabile, ikke afholder dig fra at besøge det!

Til sidst, især hvis du har tænkt dig at gå på trekking over 3.500 meters højde, er de eneste to forsikringer, der dækker denne aktivitet (så vidt jeg ved), World Nomads, som gør det muligt at forsikre trekking op til 6.000 meter (ved at tilføje den som ekstra aktivitet, som vist på denne side), og TrueTraveller, som med tillægget »Extreme Pack« giver dækning for trekking over 4.600 m. Som nævnt tidligere stopper de fleste andre forsikringer ved 3.500 meter, nogle endda før.

Planlægger du en rejse til Pakistan? Kig lige på disse indlæg:

Sådan vælger du den rigtige rejserygsæk

Hvad skal du have med på rejsen

Har du spørgsmål? Har du opdaterede oplysninger? Tøv ikke med at skrive en kommentar eller skriv til mig på Instagram!

Da jeg ikke længere har annoncer på siden: Hvis du fandt artiklen nyttig, kan du købe din rejseforsikring via et af linkene her på siden. På den måde støtter du mit arbejde, uden at det koster dig noget ekstra. Bor du i EU eller Storbritannien, anbefaler jeg True Traveller. Til alle andre anbefaler jeg HeyMondo, som giver 5 % rabat. Tak for støtten!

Til donationer/virtuelle pizzaer og øl 🙂

Kunne du lide indlægget? Pin det!
 

 


Skriv et svar